NØGLETAL – VÆRD AT VIDE

iStock-621142710_super

Sund økonomi

Molevitten har de sidste 3 år haft en rigtig sund økonomi. Der er fuldt overblik og vi har kunnet justere økonomien, sådan at vi i budgettet har optage 2 x midlertidige flytninger, uden problemer. I forhold til kommende flytning, arbejder vi tæt sammen med både Københavns Kommune, Pladsanvisningen og CarlsbergByen for at være på forkant med de økonomiske prioriteringer.

Stabilt personale

Vi er en stabil personalegruppe, bestående af både nye og gamle, unge og mere modne. Nogle er kulturbærere, andre kulturbyggere, hvilket - på en og samme tid - gør os rig på traditioner og åbne for det nødvendige nye. Rigtig mange personaler har været i Molevitten i rigtig mange år og vi kan derfor bryste os af lav personaleomsætning.

Venteliste til Molevitten

Vi er en populær institution, og det betyder (desværre) også, at vi har en lang venteliste for tiden. Men tøv ikke med at skrive dit barn op, da der altid opstår muligheder. Særligt omkring årsskiftet 2018-2019, hvor vi udvider til 10 stuer i alt.

Arbejdspladsvurdering (APV)

Molevitten foretager en APV hvert 2. år eller i forbindelse med større organisatoriske ændringer såsom flytninger. APV'en måler personalets tilfredshed med alt fra fysisk til psykisk arbejdsmiljø. Hos os er det fast procedure, at vi arbejder målrettet med de 3 vigtige punkter fra APV'en i den efterfølgende periode.

Kommunal trivselundersøgelse

Københavns Kommune gennemfører en årlig trivselsundersøgelse blandt personalet i alle københavnske institutioner - også Molevitten. Resultatet indgår i ledelsens resultat- og kvalitetssamtaler med Børne- og Ungeforvaltingen (BUF). Det er gængs procedure, at der - hvis der er indsatsområder - bliver udarbejdet en handlingsplan. Det har dog aldrig været aktuelt for Molevitten, da vores personale udtrykker, at de trives.

Pædagogisk tilsyn

Molevitten har en fast pædagogisk konsulent fra Københavns Kommunen, som fører tilsyn i forhold til pædagogisk praksis - en gang årligt. Det ene år sker tilsynet i forhold til de pædagogiske lærerplaner,  det andet år i forhold til pædagogiske pejlemærker.

Tilsynet foregår sådan, at Kommunens pædagogiske konsulent kommer på besøg i Molevitten og observerer personaler og børn. Observationen suppleres med tilsynsmøder med hhv. ledelse og repræsentanter fra bestyrelse og personale. Møderne omfatter bl.a. en dialog om pædagogisk praksis og anvendte metoder. Tilsynsrapporten er udgangspunktet for ledelsens kvalitet- og supportsamtaler med forvaltningschefen.

Vores seneste tilsynsrapport peger på, at det går rigtig godt i Molevitten. Helt simpelt: Vi gør, hvad vi siger, og vi siger, hvad vi gør. Tilsynskonsulenten kom med følgende udtalelse - se citat nedenfor.

”Relationspædagogikken ses i praksis ved observationen. Der er en rar og hjælpsom stemning med en god tone i samværet med børnene. Personalet reagerer proaktivt og tager ansvar for samværet. Børn bliver hjulpet ind i legen, opdelingen af børn i mindre grupper ses på alle stuer om formiddagen. Der evalueres på barnets trivsel, de pædagogiske indsatser, og der udvikles fortsat på pædagogens rolle, og hvordan man sætter sig selv i spil på den mest hensigtmæssige måde ift. barnet”.

(Den pædagogiske konsulent, Tilsynsrapport Nov. 2017)