FORÆLDRE­KOMMUNIKATION

Et hus – for både børn og voksne

Molevitten er først og fremmest børnenes hus, men vi ønsker, at forældrene skal føle sig velkomne, og at både personale, børn og forældre kender hinanden på kryds og tværs. Det er helt perfekt, når forældrene har et deltagende perspektiv på at være i huset og ser sig selv som en del af fællesskabet og en aktiv spiller i hverdagen.

Den daglige kontakt

Vi bestræber os på at fortælle et par ord om dagens hændelser, når barnet bliver hentet. Derudover finder I al information på AULA. Her kan I læse om dagens gang i både vuggestue og børnehave, og det er også gennem AULA, at vi sender nyheder, info om forældremøder, ture m.m. Det er derfor også supervigtigt at læse både meddelelser fra barnets stue men også de informationer der kommer fælles til alle fra ledelse og bestyrelse.

I børnehaven sender vi i starten af hver måned en månedsplan ud, så I har mulighed for at tale om, hvad der skal ske i dag. I vuggestuen er der ugeplaner, hvor I kan orientere jer i, hvad der skal ske i ugens løb.

AULA – digitale kommunikationsplatform

Det er vigtigt, at I opretter jeres barn i AULA, når I starter i institution. Her skal I bl.a. udfylde barnets profil, opgive kontaktoplysninger, eventuelle allergier, forholde jer til fototilladelser og andet praktisk. Vær opmærksom på, at det er jeres ansvar at holde jeres barns profil ajour – fx jeres kontaktoplysninger, hvis I skifter job.

I vil modtage al aktuel information via AULA. Det er her I modtager nyhedsbreve, uge/månedsplaner, information om arrangementer, lukkedage og andet dag-til-dag relevant information. I København Kommune er AULA platformen for al dialog mellem institution og familie – også når dit barn skal i skole.

Digital tjek ind og ud

I Molevitten har alle stuer deres egen Ipad/mobil. Her skal I som forældre tjekker jeres barn ind og ud, når I afleverer og henter. Af sikkerhedsmæssige årsager, er det vigtigt, at I husker det, så vi altid har overblik over, hvor mange børn vi har i huset i tilfælde af brand eller lign., hvor vi fx skal evakuere børnene.

Forældresamtaler

Når barnet har gået i vuggestue eller i børnehave i ca. 3 måneder afholder forældre og stuens pædagoger en trivselssamtale, hvor man taler opstart og den første tid i Molevitten. Vi afholder desuden overleveringssamtale i skiftet fra vuggestue til børnehave og når I skal opskrive jeres barn til skolestart omkring november afholdes en femår-samtale, hvor vi også taler om færdighederne op til den kommende skolestart.  Derudover er I altid velkomne til at tage fat i pædagogerne på stuen, hvis der er noget, der undrer jer i hverdagen. Spørg hellere en gang for meget, end en gang for lidt.

Vi forsøger altid at lægge samtaler om morgenen af hensyn til dagens øvrige aktiviteter. I aftaler tidspunkt for samtale direkte med stuepædagoger eller leder.

Forældremøder

Vi afholder to årlige forældremøder. Et i foråret og et i efteråret, hvor der samtidig er valg til forældrebestyrelsen. I bliver informeret om forældremøder via AULA og opslag.

Forældreaktiviteter

Vi elsker, når der bliver afholdt kaffemik og andre sociale arrangementer og vil gerne opfordre forældre til selv at tage initiativ til det, hvis behovet melder sig. Forældrebestyrelsen tager løbende initiativ til arrangementer såsom sensommertræf, når vi er tilbage efter en god sommerferie og legepladsaktiviteter i weekender – men hold dig endelig ikke tilbage, hvis du har et godt initiativ i ærmet.

Tilbage til NYE FORÆLDRE